Koret

Siden sin start i 1984 har Sokkelund Sangkor arbejdet med alle typer af kormusik, fra det tidligst nedskrevne til det mest moderne. Koret er en fornem ambassadør for den skandinaviske kortradition med et forfinede klangarbejde, et dynamisk og overbevisende udtryk og et meget musikalsk fraseringsarbejde. Sokkelund Sangkor mestrer den absolut rene intonation i alle stilarter fra renæssance til kompliceret vokaljazz, og spænder fra det lyse, lette og gennemsigtige til det dramatisk fuldtonende. Koret hører til blandt Danmarks bedste kammerkor. Sokkelund Sangkor arbejder i intensive, koncentrerede projektforløb med et givet repertoire eller projekt. A cappella-koncerter udgør kernen i korets aktiviteter. Her lægges vægt på gennemtænkte programmer, som belyser og formidler en idé eller et forløb musikalsk. Koncerterne kan være bygget op omkring en højtid, en årstid, en komponist osv. og giver altid et markant, personligt bud på emnet. Udover i a cappella-sammenhænge finder man Sokkelund Sangkor i samarbejdsprojekter med f.eks. Helsingborg Symfoniorkester og Leipziger Kammerorchester. Her skal bl.a. nævnes de meget roste Messias-opførelser hver jul i Garnisons Kirke, som gentagne gange er blevet udråbt til julens bedste. Også samarbejder med kunstnere som f.eks. Ole Kock Hansen og Mads Vinding er blevet en tilbagevendende tradition. I sæson 2007 samarbejdede koret med DR Vokalensemblet om opførelserne i Tivoli. Repertoireprofilen har således sit udgangspunkt i den klassiske a cappella kortradition med afstikkere til større kor- og orkesterproduktioner og andre musikalske genrer. Dette kommer også til udtryk i de cd-indspilninger, man finder med Sokkelund Sangkor, der spænder fra indspilning af Grundtvig-sange med Ole Kock Hansen og Niels-Henning Ørsted Pedersen til feinschmecker-kormusik af Vagn Holmboe.

Koret foran Vartov